Medlemsservice
 
 
 
 

Glemt password?

Medlemskab

Tidsskrift

Ordenshistorisk Tidsskrift udkommer ca. 2 gange om året.

Se en liste over indholdet her

Bogudgivelser

Ordenshistorisk Selskab står bag udgivelser af bøger med ordensrelateret indhold.

Se en liste over bøgerne her

Ordenshistorisk Forlag

Ordenshistorisk Forlag er et forlag som - uafhængigt af Ordenshistorisk Selskab - udgiver bøger om ordner og medaljer.

Se listen af udgivelser her

  Udskriv artikel

Franske medaljer til seks danske politibetjente

Frankrig hædrer betjentenes indsats ved terrorangrebet på Krudttønden i 2015.
Franske medaljer til seks danske politibetjente

Médaille de la sécurité intérieure.
Foto: Wikipedia (Fdutil)

Ved en højtidelighed i Justitsministeriet den 23. januar 2018 under overværelse af justitsminister Søren Pape Poulsen overrakte Frankrigs ambassadør François Zimeray den franske medalje for intern sikkerhed, médaille de la sécurité intérieure, til seks danske politibetjente, der blev såret under terrorangrebene ved debatarrangementet i Krudttønden og ved synagogen i København den 14. og 15. februar 2015. Zimeray var selv til stede i Krudttønden, da den blev angrebet.


Med medaljerne ønskede den franske regering at udtrykke sin taknemmelighed overfor og anerkendelse af de danske betjente, hvis mod reddede livet for deltagerne i debatarrangementet i Krudttønden.
Vi var alle lette mål i et uendeligt skyderi. Det stod mig klart, at vi skulle dø. Uden politiets indsats ville massakren have været total. Jeg skylder dem livet”, sagde François Zimeray.


Medaljen for intern sikkerhed blev stiftet den 28. marts 2012 til anerkendelse af en særlig ærefuld indsats i forbindelse med f.eks. humanitær indsats og indsats ud over, hvad tjenesten kræver, inden for de områder, der vedrører intern sikkerhed. Medaljen hører under Indenrigsministeriet. Der er ikke krav om anciennitet ved tildeling af medaljen. Den bliver tildelt i et begrænset antal, der hvert år fastsættes af Indenrigsministeriet.
Den kan f.eks. gives til ansatte under Indenrigsministeriet og til kommunale politibetjente. Også franskmænd og udlændinge, der har udmærket sig i forbindelse med en intern sikkerhedsaktion, kan få medaljen. Den kan blive frataget en modtager, hvis denne bliver straffet eller udviser en ikke ærefuld opførsel.


Medaljen er i bronze, sølv og guld. Til medaljen hører et antal spænder, der indstiftes ved ministerielt dekret og med en inskription, der bestemmes af indenrigsministeren. Det vil føre for vidt her at komme ind på de mange spænder. Flere udgaver af medaljen kan bæres samtidig. Medaljen i guld kan tildeles posthumt til personer, der er dræbt i tjenesten.


Medaljen er rund, 37 mm, og har på aversen Marianne samt 'RF' for den franske republik. Den har et øsken i form af en oliven- og egebladskrans. Båndet er 37 mm bredt og i trikolorens farver diagonalt. På båndet til sølvmedaljen bæres en sølvpalme; båndet til guldmedaljen har en laurbærkrans. Der følger et diplom med medaljen. Medaljen tildeles den 1. januar og den 14. juli, Frankrigs nationaldag. I særlige tilfælde kan medaljen tildeles på andre tidspunkter. En komité behandler indstillinger til medaljen og eventuelle frakendelser af denne.